De Danske kanoner på Tøjhuset stod De Danske kanoner på Tøjhuset stod, Jeg fatter så godt deres længsel; Den stilhed huede ej ret deres mod, vilde så gerne friere fod, Og ud af ensomme fængsel. Kong Frederik forstod dem og sagde: Nej stop! Luk mig tøjhuset op, Lad dem følge de tro bataljoner. Og så spredtes ud over sø, over land, Og så råbte hver mand: |: hurra for de Danske kanoner :| De danske kanoner de mødtes til sidst, De havde sat hinanden stævne; Så traf de da sammen ved grænsen hist At bryde den skranke, som vold og som list Oprejst af yderst evne. Først vandrede' de stille, med spejdende blik; Men hvorhen de så gik Var der frygt for de tavse personer; Thi man mærkede uråd og så, hvad det gjaldt, Og det hed over alt: |: Gør plads for de Danske kanoner! :| De Danske kanoner de harmedes ved, At ordet de ej turde føre; Men da de så først fik munden på gled, De undte ej fjenden et øjebliks fred, De dundrede svært i hans øre. Da var det, han lærte, at Dansken ej sov, Ja, ved Flensborg og Bov, Fik han gratis de første lektioner. Undervisningen gik i begyndelsen svært, Men til sidst fik han lært, |: respekt for de Danske kanoner:| De Danske kanoner fik budskab, der lød: "nu holder i op med at kæmpe;" Det var dem desværre så hårdt et stød, Men piger med kranse dem hænderne bød, Og førte dem hjemad med lempe. De store kanoner, der lå i behold, På den grønne vold, Ej forglemte de gamle passioner, Og de buldrede løs, da de brødrene så: "vær velkomme, i små, |: i herlige, Danske kanoner!" :| De Danske kanoner nu atter har hjem, Blandt bøsser, pistoler og sabler; Men hvor er de helte, der førte dem frem, Der lærte dem sproget at tale med klem, Fra Chefer og ned til Konstabler? De sidde på bænke og har det så godt, Medens Dankongens slot, Dem med teltenes afsavn forsoner, Og de hør' på vor sang, og de bli'r ej jaloux, Når vi råber endnu: |: "hurra for de Danske kanoner!" :|