Den yndigste rose er funden Tekst: H. A. Brorson, 1732 Melodi: Fra 1500-tallet Den yndigste rose er funden, blandt stiveste torne oprunden, vor Jesus, den dejligste pode, blandt syndige mennesker gro'de. Alt siden vi tabte den ære, Guds billedes frugter at bære, var verden forvildet og øde, vi alle i synden bortdøde. Da lod Gud en rose opskyde og sæden omsider frembryde, at rense og ganske forsøde vor slægts den fordærvede grøde. Al verden nu burde sig fryde, med salmer mangfoldig udbryde, men mangen har aldrig fornummen, at rosen i verden er kommen. Forhærdede tidsel-gemytter, Så stive som torne og støtter, hvi holde I eder så ranke i stoltheds fordærvede tanke. Ak, søger de ydmyge steder, i støvet for frelseren græder, så få I vor Jesus i tale, thi roserne vokse i dale. Min Jesus, du altid skal være mit smykke, min rose og ære, de giftige lyster du døder og korset så liflig forsøder. Lad verden mig alting betage, lad tornene rive og nage, lad hjertet kun dåne og briste, min rose jeg aldrig vil miste.