Det er så yndigt at følges ad Tekst: N. F. S. Grundtvig, 1855 Melodi: C. E. F. Weyse, 1833 Det er så yndigt at følges ad for to, som gerne vil sammen være, da er med glæden man dobbelt glad og halvt om sorgen så tung at bære. Ja, det er gammen at rejse sammen, - at rejse sammen, når fjederhammen er kærlighed, - er kærlighed. Det er så hyggeligt allen steds, hvor små og store har eet i sinde, og det, som drager det store læs, i hjertekamret er inderstinde; ja, det er gammen at holde sammen, - at holde sammen, når ja og amen er hjertets sprog, - er hjertets sprog. Det er så herligt at stole på, vi har en Herre, som alting mægter, han os ej glemmer, når vi er grå, hans nåde rækker til tusind slægter; ja, det er gammen, at allesammen - at allesammen er ja og amen Guds nådes ord, - Guds nådes ord! Det er vemodigt at skilles ad for dem, som gerne vil sammen være, men, Gud ske lov! i Vorherres stad for evig samles de hjertenskære; ja,det er gammen at leve sammen, - at leve sammen, hvor ja og amen er kærlighed, - er kærlighed! Hvert ægtepar, som med kærlighed i Jesu navn holder bryllupsgilde, skønt alt i verden går op og ned, skal finde tidlig og finde silde: det er dog gammen at sidde sammen, - at sidde sammen, hvor arne-flammen er kærlighed, - er kærlighed! |