Du danske mand af al din magt Tekst: Holger Drachmann, 1906 Melodi: Carl Nielsen, 1906 Du danske mand! af al din magt syng ud om vor gamle mor! En krans af hav og fjord blev lagt om huset, hvor hun bor: Mod grønne, side strande går stærke, stride vande, og over kornets guldglans står vikingestenen vagt, - står vikingestenen vagt. Syng ud, - og sorg fra fortids nat bli'r smil på hver glædesdag, vor himmel skifter farve brat, men aldrig folkets flag. Som Danmarks blide kvinder har røde-hvide kinder, så lyser livets friskhed fra frihedens dyre skat, - fra frihedens dyre skat. Vort gamle land! af al vor magt vi øger din rigdoms ring, går fremad sejgt og uforsagt, om ej i store spring. Og furer ploven landet, så skurer kølen vandet: Støt står den danske sømand på havet sin vikinge-vagt, - på havet sin vikinge-vagt. |