For en fremmed barskt og fattigt Tekst: A. Egeberg Jensen, 1922 For en fremmed barskt og fattigt er vort land, men rigt på minder for dets børn og fuldt af skønhed; her plovjernet guldhorn finder. Østpå knejser over sletten som en kæmpe Kloster kirke; vestpå mindet stedse taler om Hans Schacks og Rantzaus virke. Skønt er landet; ingen hindring standser blikket, når det vanker over vidderne og henter fred og ro til sind og tanker. Her er skønt, når duggen perler trindt i engens blomstervrimmel under lærkens jubeltoner fra den høje, lyse himmel; skønt, når solen går i hav og farver enge gyldentrøde, når langs gadens gamle huse Møgeltønders linde gløde. Nattens dybe stilhed brydes når de vilde svaner skrige; hvem kan glemme fugletrækket over Rudbøl sø og dige! Skønne land! Dit strenge åsyn kun den fremmede du viser, dine børn du mildt tilsmiler; elskte hjemstavn! vi dig priser.