I al sin glans nu stråler solen Tekst: N. F. S. Grundtvig, 1843 Melodi: Henrik Rung, 1859 I al sin glans nu stråler solen, livslyset over nådestolen, nu kom vor pinseliljetid, nu har vi sommer skær og blid, nu spår os mer end englerøst i Jesu navn en gylden høst. I sommernattens korte svale slår højt fredskovens nattergale, så alt, hvad herren kalder sit, må slumre sødt og vågne blidt, må drømme sødt om paradis og vågne til Vorherres pris. Det ånder himmelsk over støvet, det vifter hjemlig gennem løvet, det lufter liflig under sky fra paradis, opladt på ny, og yndig risler ved vor fod i engen bæk af livets flod. Det volder alt den ånd, som daler, det virker alt den ånd, som taler ej af sig selv, men os til trøst, af kærlighed med sandheds røst, i ordets navn, som her blev kød, og fo'r til himmels, hvid og rød! Opvågner alle dybe toner, til pris for menneskets forsoner! Forsamles alle tungemål i takkesangens offerskål! Istemmer over herrens bord nu menighedens fulde kor! I Jesu navn da tungen gløder, hos hedninger så vel som jøder, i Jesus-navnets offerskål hensmelter alle modersmål, i Jesu navn udbryder da det evige halleluja! Vor Gud og fader uden lige! Da blomstrer rosen i dit rige, som sole vi går op og ned i din enbårnes herlighed, thi du for hjertet, vi gav dig, gav os med ham dit himmerig!