Som en rejselysten flåde (1921) Som en rejselysten flåde ankret op ved Jyllands bro under vejrs og vindes nåde ligger landet dybt i ro. Hårdt går hav mod bro og stavn, møder Danmarks stille navn. Hør, hvor blidt det klinger! Hvor vi stod, og hvor vi gik, kom dit navn som sød musik blødt på hvide vinger. Havombruset yngler landet. Tusind øer gik af havn, lod sig bære bort af vandet, for at bære Danmarks navn. Muntert frem til livets dyst gennem mulm og strålelyst. Hil jer vore skibe! Flaget blaffer rødt og hvidt. Her er Danmark, dit og mit, med sin kølvandsstribe. Hav og muld skal dansken pløje. Venner! Hvad vi fik for muld! Bølgelandets runde høje tavlet ud i grønt og guld. Lærken klatrer fra sin seng i den morgenvåde eng ad sin jakobsstige. Men de lyse nætters skær over stille bøgetræer åbner himmerige. Hør det! Husk det, alle danske! Klar og frodig er vor ånd. Sproget slutter som en handske om en fast og venlig hånd. Værn med vid, hvad helt er vort. Sig kun sandhed, jævnt og kort, gladest ved det milde. Danskens lov i strid og fred være ret og billighed, som kong Volmer ville. Vinterklart og sommerbroget, morgenmuntert, skumringssvøbt, ligefremt og latterkroget, smilbestrålet, tåredøbt. Det er Danmarks frie sprog, uden tryk af fremmed åg frejdig Freja taler. Eget brød til egen dug, Danmarks hvede, Danmarks rug, Dybbøl mølle maler. Om din frihed vil vi værne, holde skjoldvagt om din fred, ofre dig en moden kerne fra din jord i tusind led. Indånd Nordens frie luft, stilhed sød af blomsterduft, storm, som søen salter, medens vi med trofast sind sætter al vor gerning ind, Danmark, på dit alter!