atonal musik
atonal musik, musik, der ikke længere forholder sig til dur-mol-systemets tonearter. Efter spredte fortilfælde i Liszts sene værker og hos den franske komponist Abel Decaux (1868-1943) kommer atonalitet for dagen i Schönbergs, Alban Bergs og Weberns ekspressionistiske værker fra ca. 1909 til midten af 1920'erne med deres udstrakte brug af kromatik og dissonerende samklange. På denne basis udviklede Schönberg sin dodekafone kompositionsmetode (tolvtoneteknik) i sine følgende værker. Disse er også atonale, men betegnelsen bruges dog mest om den førnævnte ikke-dodekafone musik. Tilløb til atonalitet kan tillige spores hos Skrjabin og Bartók. Tolvtoneteknikken blev hurtigt overtaget af andre komponister end Schönberg.